Info

Lør. 17. aug.

10.00 - 15.00
GAIA Museum
Entré: Gratis
Arrangør: GAIA Museum

Hvordan beskriver man et menneske med ord? Ikke mindst et så farverigt og komplekst menneske, fyldt af store modsætninger og følelser, som Iben var.

Hun kunne indtage og fylde et rum med sin varme, sin smukke fremtoning, latter, humor og med sit glade, festlige væsen byde alle velkommen til at være en del af fællesskabet. Eller hun kunne krybe sammen og skjule sig bag malerplettet, mørkt tøj med håret ned foran ansigtet, bange for at blive bemærket.

Iben foretrak farver og former fremfor ord. Hun kunne ganske vist drikke spandevis af kaffe, gerne siddende på en hyggelig rodet cafe med venner, og ordene flød, snakken og latteren flød, kaffen flød og Iben hyggede sig. Men hun udtrykte sig bedst med farver, at tegne, male, modellere, sammensætte ting til nye udtryk.

Fra hun var en helt lille pige, tegnede hun fremfor at forklare sig med ord. Det var ikke altid let i en familie, hvor resten af medlemmerne var bedre til ord end til billeder. Men Iben holdt fast og tegnede videre.

Kaninen Notle blev Ibens kæreste ven. Notle levede i usandsynligt mange år, han gik frit rundt i lejligheden og blev forkælet med de lækreste gnaver-delikatesser, Amager kan byde på - også sidst på måneden, når budgettet var stramt.

Iben var meget bevidst om sin fremtoning. Altid klædt på med omhu, hår og smykker efter humør, sko uden smålig skelen til det danske klima. Hvem siger, at lang kjole og plateau-sandaler er uforeneligt med snevejr? Hvorfor skulle en fin legetøjsbil ikke monteres på en kæde med perler og pynte i halsudskæringen? Og hvem bestemmer, at en ulden badekåbe ikke kan bruges som frakke? Iben bestemte selv og havde sin helt egen stadigt skiftende stil. Altid flot, altid spektakulær.

Se Ibens værker og få et lille indblik i hendes liv i denne særudstilling på GAIA Museum.

 

(Fotos: Peter Bjørn Francheschi)

Læs mere...

Arrangører

Log på