Randers Cykleklub af 1910 og Randers Cykelmotion byder velkommen til CAMPIONE Fjordløbet 2023, som traditionen tro køres den første søndag i Randers Festuge, og i år er det søndag den 13. august.
2023 udgaven af CAMPIONE Fjordløbet er nummer 46 i rækken, og har været kørt hvert år siden 1977, dog med undtagelse af 2020, hvor løbet måtte aflyses på grund af Covid-19 situationen.
Igen i år vil start- og målområdet være på arealerne omkring Randers Ungdomsskole på Nyholmsvej 12, og igen er der mulighed for at vælge fire distancer på de naturskønne ruter, nemlig 15 km, 30 km, 53 km og 102 km.
Vi kalder selv løbet for Danmarks hyggeligste motionscykelløb, og vi ser igen i år frem til den store folkefest, som CAMPIONE Fjordløbet er.
Løbet har flere forskellige distancer at byde på, og det betyder, at hele familien både de yngre og de ældre, arbejdspladsen, naboerne, strikkeklubben eller idrætsforeningen kan deltage i samme arrangement, uanset niveau og ambitioner.
Vi kårer igen i år årets største hold, samt årets ældste og yngste deltagere, og så er alle forhåndstilmeldte deltagere naturligvis med i lodtrækningen om de mange fine lodtrækningspræmier, hvor hovedpræmien er en cykel.