Særudstilling med malerier i feltet mellem naivisme og outsiderkunst
Erwin Lauterbachs malerier er detaljerige, og det er som om, en mangfoldighed af historier ville blive fortalt, hvis der var lyd på disse billeder. Både i motivvalg, formsprog og farver taler de til beskuerens fantasi, og man kan gå længe på opdagelse i denne billedverden.
Malerierne vises sammen med udvalgte værker af den danske outsiderkunstner Otto Poulsen (1921-2006). Otto Poulsens billeder har naivistens perspektiv og outsiderkunstens urkraft – på en gang vidunderligt konkrete og samtidig rene abstraktioner i mønstre og farver.
Erwin Lauterbach har i sit professionelle liv som kok, haft tanken at ”professionelle stjæler og amatører kopier”. For ham en væsentlig forskel, fordi en kopi vil altid være dårlige end en original. Titlen på denne udstilling er ”Kunsten at kopiere”. Det er både en reference til denne tanke, og en kadeau til de kunstnere, der inspirerer os, både de professionelle og amatørerne.
Alle med interesse for mad og gastronomi kender sikkert Erwin Lauterbach for hans kogebøger og ejerskabet af restauranterne Saison og Lumskebugten. Men før karrieren som kok havde Erwin som kunstmaler gang i penslerne. Hans værker blev sågar udstillet i den københavnske kunsthal Charlottenborg. Tiden gik og Erwins kunst blev gastronomien, penslerne og lærredet blev lagt på hylden. Det nu 74-årige kokke-ikon solgte sidste år sin restaurant for at gå på pension. I stedet blev interessen og talentet for kunsten vækket, og der går stort set ikke en dag uden. Nogle måneder før salget af Lumskebugten var lederen af GAIA Museum og Akademi i Randers, Anna Noe Bovin, gæst i restauranten sammen med sin mand. Deres besøg udviklede sig hurtigt uventet til en professionel snak om kunst med Erwin.
”Et par af mine tidligere malerier havde fået plads på væggene på restaurantens toiletter. I selve restauranten havde jeg andres kunst hængende, mens jeg havde gemt min egen kunst lidt væk. Anna kunne se noget i mine værker og foreslog, at jeg skulle lave en udstilling på GAIA i Randers,” fortæller Erwin Lauterbach. Han besøgte noget tid efter GAIA Museum og Akademi, og herfra tog ideen om en udstilling form.
Tilbage i 1970´erne mødte Erwin outsiderkunstneren Otto Poulsen, der er en forunderlige figur i dansk kunsthistorie. Otto malede narrativer, ligesom Erwin gør. Altså malerier med et indlagt handlingsforløb. Forskellen på de to findes dog i fremgangsmåden, hvor Otto som outsiderkunstner malede det umiddelbare, så tænker Erwin mere over, hvilke handlinger der udspiller sig i motivet.
”Jeg har fulgt Otto i hans kunstkarrierer og laver en udstilling på GAIA med både hans og mine malerier,” fortæller Erwin Lauterbach.