Info

Man. 15. aug.

10.00 - 19.00
Kulturhusets store sal
Entré: Gratis
Arrangør: Kulturafdelingen - Randers Kommune

Med udstillingen kan du få inspiration fra 10 kunstnere til at opleve landskaberne omkring Randers på en helt ny måde. Hver kunstner har forud for udstillingen vandret i 12 timer i Randers og omegn og har undervejs filmet sine interaktioner med omgivelserne. Gennem videoer, rutebeskrivelser, fotos, skitser, malerier og genstande indsamlet i naturen fortolker kunstnerne landskaberne og tager os med på opdagelse.

Udstillingen er baseret på det kunstneriske vandringsprojekt Walking Landscapes, som foregik i 12 danske kommuner i 2021. I løbet af 140 dage foretog 140 kunstnere 140 vandringer à 12 timer gennem vidt forskellige landskaber. Og publikum var inviteret til at følge med i landskabet eller på live-stream.

Alle kunstnere har en særlig relation og kendskab til det landskab, de vandrede i. Med dette kendskab i rygsækken tog de os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i landskabernes natur, myter, stemninger, fænomener og hemmeligheder.

De udforskede stederne ud fra hver deres kunstneriske disciplin – performance, billedkunst, dans, fortælling, arkitektur, film, musik etc. – og brugte omgivelserne som ramme og indhold for de kunstneriske aktioner, de skabte undervejs.

De 10 kunstnere, som lavede landskabsvandringer i Randersområdet var: Christina Marie Jespersen, Maja Ingerslev, Marie Louise Maegaard, Lise Skou, Bank Rau, Maria Lepistö, Mette Rishøj, Mikkel Elming, Pia Græsbøll og Nina Tind.

Walking Landscapes er en del af en kunstnerisk trilogi, der løber over tre år, og udstillingen bygger således bro til næste fase af projektet: Talking Landscapes, der består af en række samtalecaféer, som finder sted forskellige steder i Randers 8., 9. og 10. september. Læs mere på www.randersbib.dk.

Du kan gratis opleve udstillingen i Kulturhusets store sal fra den 8.-19. august, hvor der dagligt er adgang i Bibliotekets åbningstid.

Projektet er et samarbejde mellem Metropolis - Københavns Internationale Teater, Nordea-fonden, Randers Bibliotek, Randers Teater, Randers Kunstmuseum, Randers Naturcenter, Randers Eventsekretariat og Kultur- og Fritidsafdelingen i Randers Kommune.

Arrangører

Log på