Info

Ons. 18. aug.

20.00 - 23.00
Værket
Entré: 150 kr.
Arrangør: Værket

Danish Music Awards Blues er de seneste år blevet afholdt i Randers, og vi glæder os til igen at byde velkommen til en festaften, der favner og hylder såvel traditioner som helt nye nuancer af de blå toners verden. I år finder festlighederne sted i Ridehuset.

Aftenen byder på et stjernehold af solister: Sangeren Katinka Bjerregaard, sangeren Dawda Jobarteh på det afrikanske strengeinstrument kora, samt sangeren/mundharpespilleren Jarno Varsted og guitaristen Rune Kjeldsen, der både sammen og hver for sig har været med til at præge dansk musikliv i masser af sammenhænge gennem de seneste 20 år.

Det bliver også en aften, hvor vi skal hylde årets bedste bluesmusik. Der skal uddeles statuetter til “Årets Danske Bluesudgivelse”, “Blues Liveprisen” og ikke mindst den helt nye pris “Ud af det blå” – der gives til det nye navn/ubeskrevne blad, der har et nyt og anderledes take på bluesmusikken. Endelig skal vi have hyldet årets ildsjæl inden for genren med “Årets Hoochie Coochie Man/Woman”-prisen.

Til at binde det hele sammen er multiinstrumentalisten og arrangøren Gustaf Ljunggren og trommeslageren Casper Simonsen engageret, men i år udvides de til en trio med Anja Kulyova’s stærke basspil. De tre udgør aftenens musikalske backbone, der både bakker solisterne op, men som også kan gå i udbrud selv.

Også på konferenciersiden er der udvidet. De seneste års vært, MC Hansen er tovholder, men i år sammen med multiinstrumentalisten Emilie Espichicoque, og det kan ikke udelukkes, at Emilie “sidder ind” undervejs.

 

DMA Blues 2021 arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi (genreorganisationen for folk, world og beslægtede musikalske strømninger) samt Turbinen, Randers i samarbejde med BluesDanmark og med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.

Læs mere, evt. køb billet...

Arrangører

Log på