Info

Lør. 10. Aug.

16.00 - 17.00
Sct. Peders Kirke
Entré: 100 kr.
Arrangør: Sct. Peders Kirke

I 2019, er det 500 år siden, det store renæssancemenneske Leonardo da Vinci døde.

Leonardo var bl.a. kendt som videnskabsmand, kunstner, opfinder, botaniker, digter – og musiker. Leonardo var kendt som en begavet musiker, der selv beherskede flere instrumenter og sandsynligvis også komponerede, men der findes i dag desværre ingen musik, der med sikkerhed kan siges at være fra Leonardos hånd.

Kammerkoret Hymnia ønsker at hylde Leonardo da Vinci, og i mangel på musik fra mesterens egen hånd har vi allieret os med en række fremtrædende nulevende komponister, der alle har sagt JA til at komponere helt ny musik til os i den anledning. De nyskrevne værker vil være til tekster enten af Leonardo selv eller af andre digtere, der har ladet sig inspirere af Leonardo da Vinci og hans virke.

Værkerne er til dels komponeret af etablerede komponister som Sven-David Sandström (se), Ib Nørholm (dk) og Jaakko Mäntyjärvi (fi), såvel som med yngre komponister, heriblandt Tina Andersson (se), der i 2011 skrev et af de vindende bidrag til Abbey Road Studios 80th Anniversary Anthem Competition for sit fantastisk smukke værk The Angel, og Kelly Crandell (us), der tidligere har komponeret prisvindende musik til Hymnia i forbindelse med korets 20-års jubilæum, samt Marianne Reidarsdatter Eriksen (no), der i 2013 var blandt vinderne i Ortus International New Music Competition.

Kammerkoret Hymnia har sikret sig eneretten til at opføre de nyskrevne værker i hele 2019, og I vil derfor være blandt de første i verden til at høre dem! Ved koncerterne opfører vi naturligvis også Eric Whitacres fantastiske værk Leonardo Dreams of his Flying Machine – som i høj grad var med til at inspirere os til markeringen af multigeniet Leonardo.

Kammerkoret Hymnia

blev stiftet i 1983 og består af ca. 25 sangere, som alle beskæftiger sig med musik på et højt kunstnerisk niveau både gennem deres arbejde og i fritiden. Under ledelse af Flemming Windekilde har ensemblet etableret sig som en betydelig og anerkendt del af den danske korelite med stor koncertvirksomhed og deltagelse i konkurrencer og festivaler i både ind- og udland, hvor koret har vundet adskillige priser.

Koret har udgivet flere cd’er med dansk og udenlandsk kormusik. Det er blevet til cd’erne French Music for Choir (1994), Figure Humaine (1999), Tid og Rum (2000), dobbelt-cd’en Requiem (2000), Waterworks (2006) med musik fra komponistkonkurrencen ‘Vandværker’, Friede auf Erden (2009), Nowhere Now Here (2012) og senest dobbelt-cd’en Sing Noel! (2013) med dansk og international julemusik. Alle cd’er kan købes på iTunes. Hymnia har specialiseret sig i opførelser af nyere og ofte meget kompliceret kompositionsmusik.

Korets repertoire omfatter navnlig korværker fra dette århundrede og sjældnere opførte a cappella-værker. Koret lægger vægt på at samarbejde med danske komponister og har gennem årene præsenteret ny dansk musik, blandt andet ved mange uropførelser. Hymnia giver mange koncerter året rundt, og hver sommer drager koret på tur for at medvirke i konkurrencer og festivaler rundt omkring i Europa. I 2016 gjaldt det festivalen ‘Grieg in Bergen’, og 2017 konkurrencen Musica Eterna Roma, hvor koret vandt to gulddiplomer.

Flemming Windekilde

er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut (Københavns Universitet) og i dirigentklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium af bl.a. professorerne Dan-Olof Stenlund, Arne Hammelboe og Jorma Panula. Flemming Windekildes erfaringer som dirigent spænder vidt: Concord Brass Band, Unge Akademikeres Kor, Aalborg Symfoniorkester, Storstrøms Amts Kammerensemble, vokalgruppen Ars Nova, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Radiokammerkoret (nu DR Vokalensemblet).

Flemming Windekilde er i det daglige ansat på Sankt Annæ Gymnasium, hvor han bl.a. dirigerer Sankt Annæ Gymnasiekor og Kammerkor. Flemming Windekilde har været dirigent for Kammerkoret Hymnia siden korets grundlæggelse i 1983.

Arrangører

Log på